23948sdkhjf

Ledigheden på sit højeste siden 2017 - men vil stige yderligere

Ikke siden september 2017 har den danske bruttoledighed ligget højere, oplyser Danmarks Statistik

Coronakrisen har sendt mange ud i arbejdsløshed, og i marts steg bruttoledigheden til det højeste i flere år.

Det oplyser Danmarks Statistik.

Baggrunden er, at den danske bruttoledighed er steget med 13.400 fra februar til marts, så bruttoledigheden er endt på 117.000 fuldtidspersoner i marts.

Stigningen betyder, at ledighedsprocenten steg med 0,4 procentpoint fra 3,7 pct. af arbejdsstyrken i februar til 4,1 pct. i marts.

Dermed nåede bruttoledigheden det højeste niveau siden september 2017, skriver Danmarks Statistik i en meddelelse.

Statistikbanken kan derudover oplyse, at stigningen i bruttoledigheden fra februar til marts er den største, siden Danmarks Statistik begyndte at følge udviklingen i januar 2007.

- Den næststørste månedlige stigning finder man fra marts til april 2009 som resultat af finanskrisen, hvor bruttoledigheden steg med 11.900, skriver Danmarks Statistik.

Tallene fra statistikbanken viser imidlertid ikke det reelle billede af, hvordan ledigheden ser ud nu og her.

Det skyldes, at tallene er omregnet til fuldtidsstillinger. Det betyder, at personer, som eksempelvis er blevet fyret midt i måneden, groft sagt tæller for en halv person.

Samtidig har en del mistet jobbet og har opsigelsesvarsel, hvilket betyder, at de først melder sig ledige, når de søger en ydelse.

Det forklarer Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

- Med dagens tal bankes ledigheden flere år tilbage på blot en enkelt måned.

- Og selv om det er voldsomt i sig selv, så er det altså blot mild læsning, i forhold til det som de kommende måneder kommer til at byde på, siger han i en skriftlig kommentar.

Flere eksperter har tidligere peget på 1. maj som en vigtig dato, i forhold til hvornår der kan komme en stor stigning i antallet af personer, der søger om en ydelse grundet nylig arbejdsløshed.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11